mandag den 20. juni 2011

Hvem er jeg?

Hvorfor lige den overskrift? Tja, hvorfor ikke? Jeg er jo i denne tid, hvor man finder sig selv, og finder ud af hvad man vil. Eller i hvert fald prøver på det. Men hvem er jeg egentlig? Du kender mig nok kun mest, som ham der er sammen med Michelle, sådan kender jeg i hvert fald bedst mig selv. Jeg er ham som altid vil være sammen med sin kæreste. Men sådan er det ikke mere. Nu er jeg ham ingen kender. Inklusiv mig selv. Jeg kender ikke mig selv. Og nu er det næsten for sent. Skal jeg bruge resten af mit liv på at finde mig selv?

Her forleden hvor jeg læste op til samfundsfags eksamen, kom jeg til det afsnit der handler om unge og deres livsstil. Jeg fandt ud af, hvor spændende det egentlig var, for jeg er selv igang med at finde ud af hvem jeg er. Der er mange der bare lever på deres facade, hvilket gør dem usikrer. For hvis den facade bliver brudt, hvem er de egentlig så? Og vil man kunne kende dem?
Alle har brug for en facade, eller rettere sagt, alle har en facade. Man er ikke den samme hele tiden. Når jeg f.eks. er sammen med en ven, så er der jo meget mandehørm, men hvis det nu er med en pige i stedet, så er man jo anderledes, men ikke dermed sagt, at man ikke er sig selv. Jeg er i hvert fald altid mig selv.

Mange har det med, at finde ud af hvad de vil være, i stedet for at finde ud af hvem de er. At leve på en facade kan gøre en populær, men det er en usikker livsstil eller væremåde.

Alle har brug for anerkendelse, men hvorfor så ikke blive anerkendt for den man er, og ikke for den man vil være? Som i mine tidligere indlæg, så er jeg ikke bange for at vise og snakke om mine følelser, hvilket mange fyrer sikkert synes er svanset, men hvorfor er det dét? Hvorfor er følelser og snakken om hvem man er, sådan et stort tabu? Følelser og kærlighed vil du jo altid opleve. Man kan ikke flygte, hvilket mange gør. Eller det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om, så jeg skal jo ikke begynde at generalisere, bare fordi jeg kender et par stykker som gør det.

Jeg skal igang med at finde mig selv igen. Alt er ikke perfekt hele tiden, Gud ske tak og lov for det! Men hvordan finder jeg ud af hvem jeg er? Og hvilken omgangskreds skal man vælge? Alle de valg og alle de muligheder vi har idag, og det bliver ikke nemmere..

mandag den 6. juni 2011

Lære af sine fejl

Eftersom at du sikkert ved, at jeg er blevet single for 4 uger og 3 dage siden, så har jeg lært en masse fra det forhold. Det var et forhold jeg ikke ville have været foruden. Det var et forhold, som var så modent, i forhold til vores alder.

Vi dummede os, JA. Vi gjorde den utænkelige lille dumme fejl, som dog betyder meget, nemlig at vi var kun os to hele tiden. Lige fra starten af, det var jo nemmest. Vi gik på samme skole, boede i samme by, det var bare så nemt, at være os to. Ingen fester, ingen venner, bare os to. Hold da kæft, hvor var det dumt. Jeg har mistet så mange venner og kontakter, bare fordi man virkelig er så forelsket, at man ikke tænker over de konsekvenser ens valg tager.

Nogle er sure over at man fravaglte dem, fremfor ens kæreste, men de har bare aldrig været rigtigt forelsket. Jeg ved godt jeg er ung, men derfor kan forhold godt vare for evigt. Det var det jeg troede på hele tiden. Det er slut nu, og nu står jeg med meget få venner, for de venner jeg har nu, er dem der forstår kærlighed, og hvad den gør ved en. Jeg har sagt undskyld til dem, og de har tilgivet mig.

Kærlighed og forelskelse gør meget ved en, og mange gange tænker man ikke klart nok, og tænker derfor ikke over konsekvenserne. Jeg er selv igennem det nu, så tænk over det, for det er faktisk muligt at have en kæreste samtidig med at holde fast i sine venner. For mig, er det som at starte helt forfra.

Jeg har lært af mine fejl, men ville aldrig have ønsket jeg ikke havde begået de fejl.

søndag den 5. juni 2011

Hvornår...

Hvornår ved man, om man er kommet videre? Jeg ved det ikke. Det er hårdt. Er jeg videre? Ja, ved ikke. Men én ting ved jeg, jeg er slet ikke kommet videre.
Det er nu 4 uger og 2 dage siden nu, men hvem tæller? Når jeg er sammen med mine venner, så er alt jo godt, men ligeså snart, der bare er det mindste tænkerum, så kommer der lige med det samme. Jeg er jo ingenting uden dig, og alligevel alt. Jeg fortjener bedre, får jeg hele tiden af vide, men jeg elsker dig jo. Du betød alt for mig. Jeg har levet 17 måneder igennem dig, har mistet så meget, ofret så meget, bare for dig. Bare fordi man er så håbløs forelsket.

Jeg fortryder intet, og så alligevel. Det hele kunne være blevet bedre, men jeg kunne ikke. Jeg var for dum. Nu, her bag skærmen, sidder jeg bare og tænker. Tænker på alt det, som kunne have sket. Alt det vi havde snakket om. Den ferie vi snart skulle på, den bil og lejlighed vi havde tænkt på. Og nu, nu er alt bare væk. Som om man er blevet vækket af en kæmpe idiot, midt i den bedste drøm, lige der hvor alt topper.
Hvad så nu? Hvad skal jeg stille op? Jeg ved lige præcis hvad jeg skal gøre, men mine følelser er i vejen. Bare der var en knap, så alle ens følelser forsvandt, bare en dag, måske en uges tid. Bare for at komme videre.

Jeg savner alt. Savner det at vågne med en,
at kysse med en,
en at elske
og
elske med.
Men hvornår?